Pågripelsen av lensmannsmorderne

Dette er historien om hvordan det endte med de to som hadde drept lensmennene på Vågård utenfor Hønefoss den 22. august 1926. Den som har skrevet historien i Rakkestad Avis den 26.10.1926, er etter all sannsynlighet redaktør Chr. Aalborg. Jeg har ved avskrift fra Rakkestad Avis valgt å beholde den gamle formen til redaktør Chr, Aalborg. Dette gir historien et mer autentisk preg, både av hans sterke opplevelse av å stå noen få meter unna morderen som tok sitt eget liv, men også av datidens måte å skrive avisartikler på. Den gangen hadde folk nemlig tid til å lese. Artikkelen ble digitalisert i 2006 - 80 år etter hendelsen. Les om selve mordene her
Frank Tverran
 

En dramatisk avslutning paa jagten efter lensmandsmorderne!

Sigurd Madsen Arrestert ved Skodsborg

i Aremark fredag eftermiddag.

Arthur Svenson skyter sig selv ved Skollenborg bruk lørdag formiddag.

En hidsig jagt paa morderen. Mellem 200 og 300 mand deltar i jagten.
Svenson blev tilslut omringet av væbnede mænd.
 

Endelig er de berygtede lensmandsmordere paagrepet. To maaneder efterat de begik den frygtelige udaad ved Heen st. i Aadalen. Sidste akt i dette blodbestængte drama skulde altsaa utspilles i vore ellers saa fredelige tragter. Resultatet, som allerede vil være kjendt av de fleste, blev altsaa at Madsen havnet i fængselet og Svenson faldt for en kule fra sin egen revolver.

Nedskiveren av disse linjer hadde selv anledning til at delta i de to dagers spænende jakt, med al sin uhygge og da Svenson faldt for sin egen revolver, var nedskriveren herav, sammen med Johs. Sandtorp fra Degernes, kun 5-6 meter fra ham, med begge haner spændt paa det dobbeltløpede gevær gik vi ind paa ham.

En saa spænende forbryderjakt hører heldigvis til sjeldenheterne og vi vil derfor fortælle vore lesere om hele jaktens nøiaktige forløp.

Fredag eftermiddag ved 4-tiden ringer kjøbmand Bye i Rakkestad op til redaksjonen og spør om vi er underrettet om at lensmandsmorderne er i Aremark og at Madsen er arrestert av lensmand Holter.

Vi hadde ingenting hørt og er selvfølgelig taknemmelig for alle mulige oplysninger. I de neste 10 min blir telefonen flittig brukt og de nødvendige oplysninger indhentet. Planen blir hurtig lagt. Vi maa være med paa dette. Lensmand Solerød med begge sine betjente var allerede tat avsted pr. Bil saa langt øst i Degernes som veiene kunne bringe dem. Videre var det at ta skogene fat tilfods.

Alt hvad hele indre Østfold eide av politi var mobilisert. Madsen var nemlig allerede arrestert i Aremark og Svenson var stukket av tilskogs; men sandsynligvis saaret. Nu kunde vi naarsomhelst vente ham over til Degernes og Rakkestad. Ret vestover fra Skodsborg bro og til Degernes kunde nok en mand som Svenson være fremme i løpet av 3 timer.

Vi mottok snart besked om at etpar opdagere fra Oslo med sine politihunde hvert øieblik var ventendes til Rakkestad, med bil fra Oslo og her stod en bil færdig til at kjøre videre indover samme vei som Solerød. Her maatte vi med. Imidlertid lar Oslobilen vente paa sig og imens kommer lensmand Oustorp med sin betjent og sin politihund ”Kara” susende gjennem Rakkestad. Vi blir anmodet om at gjøre turen med og hopper op i bilen.

Nu bærer det østover med en svimlende fart. I svinger og naar vi møter nogen maa selvfølgelig farten reduceres noget men den er ellers fænomenal.

Vi er snart fremme ved Storetorp. Her møter vi lensmand Solerød og hans mænd. Lensmanden har netop hat en samtale med Aremark og politiet derinde mente vi burde ta skogene fat længer syd, da det var rimeligere at møte Svenson der. Bilene startes atter op og saa gaar turen til Sandbæk skole. Nu gjaldt det at faa fat i nogen kjendtmænd i skogtragtene mellom Degernes og Aremark. Johs. Paulsrud, Johs. Sandtorp og Hans Elnes er villige til at bli med. Efter yderligere bedst mulig orientering pr. telefon til Fr.haldpolitiet, som hadde Torpedalen og tilstøtende distrikter at bevokte, samt til Aremark, drar vi tilskogs.

Veien gaar op gjennem smaa sænkninger i tærrenget, over myrer og aasrygger. Vi har nu delt os i 3 forskjellige partier og gaar hver vor vei ind i de store skoge. Det er blit fuldstændig klarveir og herlig maaneskin. Mange kuldegrader er det ogsaa; men det merkes ikke. Myrene er kun halvt tilfrosne og vi synker ofte i halvt op paa læggen.

Vi passerer en liten vakker jakthytte ved et smilende tjern. Stedet heter ”Fjeldly” og eies av nogen Rakstinger fortæller kjentmanden. Døre og vinduer findes at være hele og igjenlaast og vi farer videre, forbi Djuptjern og Holmtjern til Laabysætra. Alt vi fandt i disse tragter var nogen forskræmte storfugle som flakset op hist og her og forsvandt i den maaneklare nat.

I Laabysætra laa der to mand paa vedhugst. De blev selvfølgelig opskræmt av vor beretning om at Svenson var i farvandet.

Fra Laabysætra drog vi videre i natten til Haugsætra. Her laa også to bedhuggere. Opskræmt – de om paa forrige sæter. Paa denne sæter støtte vi sammen med 1 av de andre aprtier. Det blev en kop kaffe og videre bar det. Vi fandt maarspor og en masse elgspor indover. ”Kara” var ny god at ha med om nogen skulde ligge i bakhold.

Nu var det over midnat og vi hadde trasket omtrent 5 timer i et. Trætte var vi og sultne ogsaa. Dog frem til Holtsætra paa Aremarksiden maatte vi. Vi gik og gik. Natten var særlig vakker, men vort maal var jo at fange en av vor kriminalhistories farligste forbrydere og dette la sin stemning over det hele.

Ved en stor stenrøis paa delet mellem Degernes og Aremark tok vi os en liten, men fortjent hvil. ”Kara” sitter spent og lytter mot øst. Saa farer hun pludselig tilskogs og halser sterkt. Hvad nu? Er vort bytte i farvandet? –

Det er ikek frit for andet end at vi er spændte. Revolverne holdes i beredskap; men det bllir atter stilt. Vi drar videre indover. Finder friske spor efter raadyr. Det var nok disse ”Kara” var efter. Ved 1-tiden om natten var vi ved Holtsætra. Vi forstaar straks vi nærmer os hytten at det er folk derinde. I skinnet fra lommelampen ser vi en mand ligge sammenrullet i sengen. Er det Svenson? Manden blir anropt og han svarer paa svensk. Han er alene i hytten, milevidt fra folk og han taler svensk?

Lensmand Oustorp beordrer døren oplaast. Langt om længe knirker det i rustne hængsler og vi venter os lit av hvert. En søvngrætten ruskete utseende ung mand kommer frem i dørgløtten og møter flere revolvermunninger. Han tumler tilbake ind i hytten og vi fikk senere spurgt at vi holdt paa at skræmme vettet av gutten.

Han sa litet til os. Kun at han var tjenestegut paa vestre Holt i Aremark. Han og en mand til laa der oppe og lunnet tømmer. Gutten laa alene i hytten da den andre reiste tilgaards med hestene om kvelden.

Vi blev der i hytten nogen timer. Fik os litt mat og fik tørket vort fottøi, sov etpar timer og saa gikk turen videre. Det blev kun hvile fra kl. ½ 3 til ½ 5 og saa paa´n igjen.

Den 3. patrulje, lensmand Solerøds betjente støtte her til og vi la vore planer for næste dag. Den ene halvdel av styrken skulde avsøke terrenget videre mot syd og den anden skulde dra til Aremark for at komme i kontakt med de derværende politistyrker.

Kl 6 lørdag morgen var vi fremme paa vestre Holt. Telefonen var i uorden der og vi maatte til Rive gaard for at ringe. Efter en god frokost tok vi saa bygdeveien fat sydover. Fra hovedkvarteret ved gaarden Maarholdt var der sendt en bil opover for at hente os. Vi møtte denne og snart var vi fremme ved Maarholdt.

Dette var selve brændpunktet i den hidsige jakt. 30-40 biler og snesvis av folk var samlet her.

Ved ½ 10-tiden fredag kveld kom opdagelsesbetjenter fra Oslo med sine politihunde. Bl. A. Kolstad med Mira II. Hundene blev sat paa sporet efter Svenson og man holdt paa til kl 2 nat til lørdag; men uten resultat.

 

Saa ved ½ 8-tiden lørdag morgen fik hundene et nyt spor av morderen ikke langt fra det sted hvor han var set fredag. Snart efter hadde Mira II fuld los paa Svenson. Denne varte i ca 2 timer og gikk fra skogen omkring Skodsborg bro nordover paa Aremarksjøens vestside mot Skolleborg bruk.
 

Politi, lensmænd og skyttere fulgte i hundens spor efter losen saa godt de kunde, men ingen saa Svenson. Plutselig blir de tapt i en dalsøk nord for Skolleborg.

Paa den tid er det vor patrulje kommer nordenfra støter og til de øvrige. Kolstads Mira II, Windviks Dolly, lenmand Solerøds Recia og lensmand Oustrups Kara, sammen med sine eiere gjennemstreifer nu tærrenget paa kryds tværs men alt forgjæves.

Svendson er borte. Han er som sunket i jorden. Det er politi, militærer og civile folk overalt paa veier og i skogtragtene omkring; men den jagede morder er ingen steder at se.

Som en klynge staar i bygdeveien litt nord for Skolleborg, sier sønnen der paa gaarden. ”Nedenfor det skogholtet der, ned mot sjøen, ligger baade saghus og mølle. De husene er ikke undersøkt. Og i dette skogholtet her kan han ogsaa godt være. Vi har gaat igjennem det en tre fire stykker av os, men det er saa tæt at han gjerne kan være der for alt det vi vet”, sier han.

”Ja, dere som staar her tar og undersøker de huse som her er nævnt og skogholtet”, sier lensmand Lie fra Idd. ”Men det er for faa, jeg skal sende flere mand opover”, sier han og drar sydover i sin bil.

Straks efter kommer en del mænd nordover og vi er ca 15 mand som drar ivei ned mot skogholtet paa sydsiden av Skolleborg. Vi gaar ut fra gaarden og sydover. Skogholtet var svært tet. Baade store trær og en hel del tæt kvistgran indiblandt.

Johs. Sandtorp Degernes og nedskiveren herav gaar ifølge ind i skogen. Omtrent tvers igjennem skogholtet. Midt inde i holtet svinger Sandtorp, som ikke hadde skytevaaben med, paa vestsiden av et brat fjeld en 5-6 meter høit. Nedskiveren herav krabbet op paa fjeldryggen for at kunde se baade nedover heldingen til sjøen og indover sletten. Sandtorp er en 8-10 meter længer ned i lien og litt bakut. Pludselig roper han:
”Her er´n!”
Vi ser nedover og i det samme knalder et revolverskud fra en tæt liten gran like ved foten av fjeldskænten vi staar paa. Hanerne paa det dobbeltløpede gevær vi har under armen spændes øieblikkelig. Idet skuddet gikk ser vi kvistene bøie sig tilside nedenunder granen; men granen er saa tæt til den kant vi staar at manden kan vi ikkese.

Sandtorp roper paanyt i det samme skuddet gikk:
” Nei nu skjøt han sig.”
”Pas dig Sandtorp”, roper vi igjen, ”saa han ikke skyter dig”.

Sandtorp hadde som foran nævnt ikke skytevaaben med og kunde ikke gaa ind paa morderen. Vi kom i en fart ned av fjeldknatten og med begge haner spændt, sigtende paa bylten indunder granen nærmer vi os det stakkars mennesket som ligger der. Det er ikke frit for at det kribler i hver eneste nerve i hele kroppen og ved den allermindste bevægelse derindefra gaar det to skud.

Fingrene laa ferdige paa avtrækkerne og den mindste bevægelse fra granen vilde det ingen anden utvei vært end at skyte. Paa denne maate kom vi helt frem til granen og bøide kvistene tilside.

Der laa lensmandsmorderen. Sammenbøiet, med hodet over venstre haandled. Høire haand laa slapt og halvaapnet litt længer nede. Revolveren var faldt ut av denne hånd. Det piplet blod og hjernemasse ut fra saaret efter kulen midt i panden. Venstre øie var lukket. Det høire stod helt oppe. Han pustet endnu da vi kom bort til ham og hjertet slog. Dog utaandet han straks efterpaa. Kulen var ikke trængt ut igjen.

Paa en stige blev saa Svensons avsjælede legeme baaret frem til Skolleborg. Dr. Dæhli kom straks efter tilstede og likskue blev foretat. Kiste blev rekvirert fra Fr.hald og liket transportert dit.

Svenson saa fæl ut. Han hadde langt graablondt haar og skjæg. Han hadde sorte tykke benklær, tynde sorte skindsko og sorte strikkede gamasjer, brun vest, graa jakke og mørkegraa vinterfrak samt sixpenslue. Hvit uldsviters inderst paa kroppen. Paa venstre haand hadde han en guldring. Guldkjæde og søluhr (sandsynligvis lennsmand Solumsmoens) i vesten.

En tegnebok med en del amatørfotografier. En portmonæ med en del penge og flere revolverpatroner. Han hadde kun den ene som han skjøt sig selv med, i revolveren. Han saa blek og forfrossen ut men var ikke særlig mager. Hans hænder og ene laar bar merker efter flere haggel fra de avfyrte skud dagen i forveien. Disse skudsaar særlig det ene i laaret hadde selvfølgelig plaget ham forfærdelig og det var nok aarsaken til at han ikke var kommet sig længer av sted nat til lørdag.

Lensmand Holter fortæller:

Det var fredag morgen ved 6- ½ 7-tiden at Kristian Ødegaard paa Løkka i Aremark blev var at det brændte et baal et stykke ind i skogen i nærheten av der han bodde.

Han trodde det kunde være skyttere eller brændevinsbrændere og gikk for at se nærmere efter. Han faar da se at to mand holder paa med at koke kaffe i et spand.

De sitter og læser aviser og han finder det mistænkelig, da de saa ruskete ut. Da de blir der utover dagen varsler han lensmanden og Holter faar da samlet sammen 5 mand, alle med skarpladde geværer og vil se nærmere paa karene. Man har de mistænkt for at være de længe eftersøkte lensmandsmordere.

Sammen med disse 5 mænd gaar saa Holter ind paa dem med hanerne spændt paa sine geværer. Han anmoder de to om at bli med, da politiet vil se nærmere paa dem.

Med en gang de ser sig overrasket reiser de sig fort op. Svensom griper en tollekniv han har staaende i en stubbe og tar kaffespandet og drikker det idet han holder kniven i veiret mot lensmanden og hans folk. Pludselig griper han sin vinterfrak, gjør et veldig sprang over nogen store nedfældte aspetrær og forsvinder i skogen. Lensmanden og en 3-4 av hans mænd fyrer av et skud hver efter ham og det blir blodspor i sneen; men borte blev han.

Madsen overgav sig straks og fik haandjern paa. Nogen maatte saa ta vare paa ham og de andre satte efter Svenson. Jakten pågikk som foran nævnt til langt paa nat. Madsen, som ser ut som rene gutungen, er nu transportert til Fr.hald. Han er fremdeles uvidende om sin kamerats skjæbne. Han nægter for at ha skudt nogen av lensmændene Aalde eller Solumsmoen ved Heen søndag 22. august i aar; men han tilstaar at han var med der.

Les om selve mordene her